Testning af den kemiske sammensætning af321 rustfrit stål spolerFor overholdelse af standarder kræver typisk kemisk analyse. Følgende er nogle almindeligt anvendte testmetoder:
1. spektroskopisk analyse
Princip: Røntgenfluorescens (XRF) er en ikke-destruktiv elementanalysemetode. Det udsætter en prøve for røntgenstråler, hvilket stimulerer fluorescensemissionen af elementer i prøven. Spektroskopisk analyse bestemmer derefter det elementære indhold.
Anvendelse: XRF kan hurtigt og nøjagtigt detektere de vigtigste legeringselementer i rustfrit stål og sammenligne dem med standardkompositioner for at bestemme, om den kemiske sammensætning af 321 rustfrit stål opfylder kravene.
2. spektroskopisk lysbue -metode
Princip: Plasmaspektroskopi bruger plasma med høj temperatur til at begejstre elementer i prøven, hvilket får dem til at udsende specifikke spektrale linjer, hvilket tillader bestemmelse af elementets type og koncentration.
Anvendelse: Denne metode giver høj følsomhed og nøjagtighed for flere elementer inden for rustfrit stål, hvilket muliggør detaljeret analyse af prøvens kemiske sammensætning.
3. Kemisk titrering
Princip: En prøve opløses og reageres med et kemisk reagens af kendt koncentration. Ændringerne, der blev observeret under titreringsprocessen, muliggør bestemmelse af indholdet af et specifikt element. For eksempel kan chlorid, fosfor og svovl ofte bestemmes ved anvendelse af titrering. Anvendelse: Denne metode er velegnet til at detektere visse elementer i rustfrit stål, men kræver relativt delikate eksperimentelle procedurer.
4. Forbrændingsmetode
Princip: Denne metode involverer forbrænding af en prøve, der får kulstof og svovl i den til at reagere med ilt for at producere kuldioxid og svovldioxid. Indholdet af kulstof og svovl bestemmes ved at måle mængderne af disse gasser.
Anvendelse: Velegnet til detektering af kulstof- og svovlindholdet i rustfrit stål.
5. Kemisk opløsning og kromatografi
Princip: Prøven i rustfrit stål opløses i en passende syre eller opløsningsmiddel, og den resulterende opløsning analyseres ved anvendelse af gaskromatografi eller væskekromatografi for at bestemme sporelementindholdet i prøven.
Anvendelse: Denne metode tilvejebringer analyse af høj præcision til påvisning af sporstoffer i rustfrit stål.
6. Spektroskopisk emissionsmetode
Princip: Et spektroskopisk emissionsfotometer bruges til at analysere metalliske elementer. En høj-temperatur flamme eller elektrisk lysbue ophidser det metalliske element, hvilket får den til at udsende specifikke spektrale bølgelængder. Intensiteten af emissionen måles med et fotometer for at bestemme det elementære indhold.
Anvendelse: Almindeligvis bruges til at bestemme indholdet af legeringselementer i rustfrit stål.
7. Mikroanalysemetode
Princip: Scanning af elektronmikroskopi kombineret med energidispersiv spektroskopi (EDS) muliggør observation i høj opløsning af overfladen af rustfrit stål og samtidig detektion af overfladeelementfordeling.
Anvendelse: Velegnet til analyse af den lokale sammensætning og mikrostruktur af rustfrit stål, især når prøveoverfladen indeholder urenheder eller udviser væsentlige ændringer.
Testningstrin:
Prøveforberedelse: Saml prøven og udfør passende behandling efter behov.
Valg af den relevante testmetode: Vælg den relevante analysemetode baseret på det element, der testes, og den krævede nøjagtighed.
Sammenligningsstandard: Sammenlign testresultaterne med den kemiske sammensætningsstandard for 321 rustfrit stål. I henhold til GB/T 4237-2015 og andre relevante standarder er hovedkomponenterne i 321 rustfrit stål: kulstof (c) indhold ≤ 0,08%, svovl (er) indhold ≤ 0,03%, fosfor (p) indhold ≤ 0,045%, krom (CR) indhold 17-19%, Nickel (Ni) indhold 9-12%, titanium (TI) indhold ≥ 5 C%, med andre sporelementer kontrolleret.
Konklusion: Gennem ovennævnte kemiske analysemetoder er det muligt nøjagtigt at bestemme, om den kemiske sammensætning af321 rustfrit stål spoleropfylder standardkravene. Disse metoder skal normalt udføres i et laboratorium og bør betjenes af fagfolk for at sikre nøjagtigheden af resultaterne.
